Angsten for angsten

Lidelsen er ulidelig, men samtidig oplever jeg, at jeg mere og mere værdsætter det at trække vejret, og bliver ydmyg og indlevende overfor andre mennesker, som kæmper deres egne kampe og derved deres daglige “angsttilfælde”.

Aldrig har det været så indlysende, hvorfor netop jeg skal ligge på Psykiatrisk Skadestues gulv og gispe efter vejret, eller stå foran en mængde mennesker, som forventer et foredrag omhandlende…nå, ja… lidt om om ADHD, om misbrug – og forresten også A N G S T.

Fuck… SHIT…hvor jeg bliver udfordret! Jeg kæmper mere end nogensinde, og denne gang gælder det igen-igen om at vinde guld eller om at nøjes med sølv.

Jeg arbejder som en sindssyg med mine ”kognitive redskaber”, puster i min medbragte 7-eleven-bagerpose, som jeg fik for flere år tilbage… 5 sekunder ind… 5 sekunder ud…

Målmand Lotte

Angst for angsten er den værste lidelse… i min terminologi. Værre end migræne med opkast, værre end brækkede tommeltotter (det har jeg oplevet i min fodboldkarriere), netop fordi det hele foregår i min hjerne og ikke er noget fysisk som jeg kan overvinde (jeg er fysisk stærk, jeg træner kontinuerligt i mit lokale træningscenter).

Det er en livsbetingelse jeg må lære at leve med, at angsten kan komme – med mange års mellemrum, men også pludseligt – men aaaldrig, never-ever vil jeg tabe!  Den gi’r mig den allerstørste respekt og ydmyghed overfor andre i vores samfund, som netop kæmper med psyken og ikke brækkede lemmer, selvom også det kan gøre pokkers ondt.