Det er godt at ha’ en træstub

Er Lotte blevet væk?

Nej, jeg har været her hele tiden, jeg har bare været rigtig god til at gemme mig!

Faktisk så god til at gemme mig, at jeg til sidst lod mig selv indlægge, fordi jeg ikke kunne mere. Jeg følte,  at jeg slet ikke kunne trække vejret. Og hvis man ikke kan trække vejret, så kan man ikke leve…

Ja, jeg har gemt mig, men nu er det på tide at komme ud af hullet. Der må være en grund til at jeg føler at jeg ikke kan trække vejret (og at andre har det på samme måde – måske ikke med vejrtrækningen, men noget andet der føles lige så slemt).  Jeg træner mig selv i at gå roligt og snakke roligt og i det hele taget prøve at også at tænke lidt langsommere.
Jeg træner i at blive en bedre, gladere, Lotte.

En meget klog dame der sagde engang til mig:

“Lotte, hvis du skal fatte det, så skal du helt derned. Så går der lige nogle år, så skal du derned igen, fordi du prøver dig selv af.”

 

Det er godt at ha’ en træstub

Forleden havde jeg så megen uro inden i mig, og jeg kunne ikke trække vejret. Og så stod jeg pludselig i haven med en økse og huggede løs på resterne af en gammel træstub og forsøgte at undgå at hugge benene af mig selv… der skal lidt teknik til, som jeg øver mig i :)

Midt på banen (det andre folk kalder plænen) står resterne af et gammelt træ, det skal væk, så man ikke falder over det når man løber og spiller fodbold (eller går og kigger på sine roser...) og jeg trængte til at sparke til noget!

Midt på banen (det andre folk kalder plænen) står resterne af et gammelt træ, det skal væk, så man ikke falder over det når man løber og spiller fodbold (eller går og kigger på sine roser…) og jeg trængte til at sparke til noget!

Det var helt fantastisk. En lys øl med et sugerør i, Bon Jovi på boomblasteren – og så gik jeg også ind og hentede mit lyserøde pandebånd som jeg brugte til at holde styr på håret da jeg spillede fodbold. Jeg tror også jeg havde det på dengang vi vandt guldmedalje, så det er sådan en slags lykkebånd.

Det fik mig til at tænke på engang for længe siden, hvor jeg underviste på en heldagsskole. Der var en ung fyr som folk var bange for – lærere, pædagoger, forældre og plejeforældre osv. – men jeg synes han var fantastisk! Jeg havde ham næsten i alle timer, også til fodbold. Jeg lavede en regel med ham om at hver gang han fik lyst til smadre sit værelse,  så gik vi ud og sparkede løs på en træstub lige udenfor døren. Så vi sparkede løs på den der træstub, fordi han havde så enorm meget energi,  han skulle af med vreden. Det endte altid med at vi stod og skreg af grin, fordi det var fuldstændig tåbeligt!

lotteshaand

Nå, men jeg er tilbage, har masser at dele med jer – og arbejder stadig på bogen, som udkommer sidst på året (I kan godt skrive den på ønskelisten til Jul!)