Du pokkers angst – kom bare an!

Om at holde foredrag trods angstanfald

I torsdags oplevede jeg at få et angstanfald i forbindelse med et foredrag, jeg holdt for 60-70 ansatte og andre interesserede i Høje-Taastrup Kommune. Det var en skræmmende og stærk oplevelse, som jeg først var flov over, men som jeg nu vælger at dele offentligt og som skal med i min kommende bog, fordi jeg tror på, at man bliver stærk, hvis man tør udfordre sine indre dæmoner.

Jeg vidste inderst inde, at jeg har haft de her angstanfald på det seneste, men jeg var ikke bange eller skræmt i forhold til udsigten til at skulle stå foran mennesker. Mens jeg sidder i Rådhuskantinen og lytter til en psykolog, der taler forud for mit foredrag, begynder jeg at få både koldsved og en slags varmsved. Jeg måtte tage angstdæmpende medicin.

Jeg får uro og kvalme og bliver angst. Jeg går ud af lokalet og sætter mig i gangen, da jeg kan mærke, at det her går galt. Et eller andet sted siger jeg inden i mit hoved: Jeg kan ikke. Jeg kan ikke stå foran en masse mennesker og få et kæmpe angstanfald. Jeg ved, at pillen ikke kan tage det hele og kalder på arrangøren. Jeg fortæller, hvordan jeg har det. Der kommer også en psykolog ud, og de to mennesker er ufattelig støttende og siger, at vi bare kan aflyse foredraget.

Jeg tager en pille til og siger hele tiden: Vent lige fem minutter. Vent lige fem minutter. Jeg føler, at jeg SKAL gå tilbage, så jeg trækker tiden. Til sidst går jeg ind og sætter mig på bordet foran den ventende forsamling.

Jeg fortæller ærligt, at jeg var ved at få et angstanfald. Jeg fortæller, at jeg har taget piller, og at jeg er meget modstander af det. Jeg er hudløs ærlig, jeg kan ikke fake noget. Det er godt at konfrontere sine dæmoner, eller bliver man angst for angsten. Man skal have kontrol over IKKE at have kontrol.

Mit drive er, at jeg vil tale for alle de mange mennesker, der gemmer sig og synes, at det er flovt.

At have diagnoserne ADHD og ANGST vælger jeg at tolke ekstremt positivt, ressourceminded, unikt og fandens stærkt, når det kommer til de mange udfordringer, man efterhånden skal igennem.

If it doesn't challenge you, it won't change youShit, hvor blir’ man efterhånden mega stærk, hver gang man overlever en hindring som eksempel et angstanfald i forbindelse med et foredrag. Jeg havde aller mest lyst til at løbe alt det, jeg kunne og bare søge væk fra skammen og frygten for, at nogen skulle se, hvor skræmmende sådant et angstanfald kunne være.

Derfor er teksten på billedet en af mine ynglings citater. For jeg vil til enhver tid hellere udfordres end at leve i en osteklokke. Jeg bruger mine kampe som en værdi i mit liv – nemlig at hjælpe og fortælle åbent om, at vi faktisk KAN bruge vores psykiske sårbarhed til at blive fantastiske på vores egen måde, hvilket er essentielt i et samfund, hvor jeg ønsker, at mangfoldighed skal sejre.

JEG HÅBER/ ØNSKER ET SAMFUND, HVOR VI KAN VÆRE ÅBNE OM VORES SÅRBARHED!

Den kan være guld værd, når man udfordres i livet, idet man efterhånden utallige gange har kæmpet mod nogle til tider usynlige kræfter, som psyken nu er. Jeg vil til enhver tid heller brække arme og ben end igen at ligge på gulvet med angstanfald og føle, jeg bliver levende begravet.

Jeg glæder mig allerede til mit næste foredrag. Så kom bare an med den pokkers angst. Jeg står kampklar og venter med både fodboldstøvler, benskinner og målmandshandsker.