Hvis nu jeg kunne vælge at være en anden person!

Jeg har indset, ca. halvvejs (forhåbentligt) i mit liv, at livet er fuld af gaver. De er lige for næsen af dig og de vil dig rigtig gerne.
Det er først nu jeg værdsætter… men jeg forstod ikke at værdsætte, før jeg var ved at miste… og miste…og miste…

Min mor siger ofte til mig:

”Åh, Lotte, jeg synes det er så synd for dig, at du kæmper med så meget, det synes jeg ikke du fortjener!”

Kære mor, jeg ville aldrig nogensinde være foruden mine kampe, for uden dem var jeg slet ikke det menneske jeg er i dag – med de mange gaver i mit liv, som jeg først nu har lært at vælge til og værdsætter dagligt.

Især værdierne, som jeg forsøger at efterleve hver dag, står som en enorm kontrast til min tidligere adfærd.

Jeg har mødt mennesker, som har gjort en forskel på mit liv, og jeg er absolut ikke altid stolt af min adfærd og har gentagne gange skuffet andre.

Jeg føler mig total ”afklædt” ved at se folk i øjnene og samtidigt ærligt fortælle om alt det de ikke så.

Udadtil beskriver mange mig bl.a. som superglad, humørfyldt, altid gang i sjov og ballade, sang og musik, selvkritisk… De skulle for Guds skyld ikke se det jeg også indeholdt, jeg ville ikke fremstå svag, uden kontrol, ustruktureret etc…

Ubevidst gjorde jeg det til en livsstil og derved en ”værdi” at skjule min indre uro og kaos, og i stedet udstråle uovervindelighed, evig lykke – og være fanget af behov for anerkendelse og ros.

Jeg er pigen til venstre på billedet med korkbælte på, der absolut ikke kunne svømme

Jeg er pigen til venstre på billedet. Hende med korkbælte på, hende der absolut ikke kunne svømme

En oplevelse jeg aldrig vil glemme var da jeg for ca. fem år siden lod mig indlægge på psykiatrisk åben afsnit p.gr.a. voldsomme angstanfald.

Jeg valgte det sidste sted på jorden jeg troede jeg skulle ende, og som hidtil kun havde været aktuelt i forbindelse med de unge jeg har arbejdet med, og som jeg ofte har ledsaget på de forskellige psykiatriske skadestuer og afsnit for midlertidige ophold…

På få sekunder fik jeg en nærmest åbenbaring. Den smerte jeg så i øjnene på et ganske ungt menneske, som gik rundt i en slags zombie-tilstand frem og tilbage på gangen, gik lige i hjertet på mig.

Jeg tænkte, at den smerte kan intet menneske selv vælge. Hvilket menneske vælger smerte og indlæggelse på psykiatrisk hospital, fremfor glæde, lykke og tryghed i egen hjemmebase?

For hvor skal vi skamme os, hvis vi dømmer/tolker/fordømmer andre mennesker der har ondt i sindet. De har jo ikke brækkede arme og ben at vise os, ingen fysiske beviser…

At have ondt i psyken kan skyldes mange forskellige ting.

En af de ting jeg bestræber mig på at efterleve, er at udbrede budskabet om at det ofte kun handler om at lytte til mennesket, der har ondt i sindet, lytte oprigtigt, autentisk, indfølende… bare lytte…

Hvis jeg skal sige med ét ord hvad jeg lærte af oplevelsen med dette smertefulde ansigt var: YDMYGHED!

Alle mennesker er lige væsentlige og akkurat lige fantastiske – også pigen med smerten malet i ansigtet.

Ydmyg overfor at man som individ, lige gyldig hvilke faglige forudsætninger man har, ALDRIG kan sætte sig ind i det andet menneskes smerte eller indre kampe.

Vær ydmyg over du lever og at du trækker vejret – det er en stor værdi for mig, jeg kender til det modsatte; det føles som om man kvæles… langsomt…

Så derfor skulle jeg nærmest opleve mit liv ebbe ud i et angstanfald, før jeg værdsatte både denne egenskab, men også langsomt fattede at det uundgåelige nu var kommet…

At finde ud af hvem er Lotte egentlig er, og om jeg ønsker at vide det?

Et af de lykkeligste øjeblikke er, når du finder modet til at give slip på det du ikke kan ændre

Sæt pris på dine kære, der elsker dig for den du er og ikke for det du gør. Først når de er væk, mærker du savnet og fortryder din manglende værdsættelse og evt. engagement.

Når du eksempelvis vælger fra, i stedet for at vælge til, er det også et valg i livet. Om du vil det eller ej, har dit mod på ansvar og konsekvenser været med til at forme mig og derved gøre en forskel, du har bidraget med gerninger, der har betydet at jeg, da jeg åbnede ”kisten”, turde forholde mig til tidligere valg, der i den grad havde konsekvenser, som jeg ikke kunne – eller ønskede – at forudse.

For ofte forstår vi mennesker bedre andre menneskers handling, når vi giver os tid til VIRKELIG at lytte til deres livshistorie og derved de mulige opvækstbetingede konsekvenser på sindet, der er ligeså væsentlige som de genetiske træk, vi til tider opdager ikke er fra fremmede, genkendelige fra beslægtede.

”Så, nej, mor!”
Jeg er Lotte, på godt og ondt, og jeg er igang med at fortælle min livshistorie.

Halvdelen af bogen kommer til at indeholde sjove og til tider sære oplevelser, som mennesker der har optrådt i mit liv har haft med mig… for det er grobunden for hvorfor og hvorledes jeg er det menneske jeg er i dag.

For hvis kisten med skam, misbrug, kaos, angst, ensomhed og selvfølgelig også en masse skægge og specielle historier ikke kommer frit frem i lyset, vil jeg jo ikke ende op med den endegyldige sandhed…

Derfor svarer jeg igen og mere fyldigt på dine bekymringer for mig:
Det er på ingen måde synd for mig, tværtimod.

Kære, søde mor. Jeg ville aldrig nogensinde være foruden mine kampe, for uden dem, var jeg slet ikke det det menneske jeg var i dag med de enorme mange gaver i mit liv, jeg først nu, har lært at vælge til og værdsætter dagligt.

Jeg ser en grund til og mening med mine angstanfald og mit svar på forskellige misbrug, mangel på indre ro, behov for kontrol og struktur, impulsivitet, nogen siger dårlig kørsel, etc.

Jeg er endelig afklaret om ”ikke at være 100 procent afklaret”.

Det er få mennesker der erkender det, men jeg er i fuld gang med processen.

Din tilværelse er ikke et venteværelse

Jeg er igang med at skrive en bog. Rejsen med journalist og tidligere fodboldkammerat Irene Stelling er både eventyrlig, utrolig sjov, skamfuld, flov, ydmygende, øjenåbnende, psykisk hård, tårevædende, overraskende, inspirerende og sindssygt værdifuld for mig.

Jeg kunne ikke forestille mig – eller ønske mig – en anden i hele verden end Irene at dele rejsen med mig og beskrive den så ærligt den overhovedet kan i min livshistorie.

Det skal tilføjes, at Irene måske er den eneste i hele verden  der tør tage opgaven, og en af de første gange min søde kone Rikke mødte Irene, sagde Rikke: ”Lotte, Irene, hun skal skrive din livshistorie”. Måske hun havde fornemmet  at Irene har den tålmodighed, rummelighed, selvironi, intelligens der skal til, og er god, ligesom min kone, til at fange de utallige balloner jeg sender op?