Læs et uddrag af “Jeg er Lucky”

Her er et afsnit fra bogen “Jeg er Lucky”, der udkommer 23. oktober 2018. Det er dele af prologen: “Fra drengepige til rollemodel”, der beskriver, hvad bogen handler om.

PROLOG, skrevet af Irene Aya Schou:

Dette er historien om Lotte Kaspersens liv fortalt hudløst ærligt af hende selv gennem min pen. Fra hun som lille pige mødte én time tidligere i skolen for at spille fodbold med drengene og komme af med den rastløse energi, til hun som 18-årig vandt sit første Danmarksmesterskab i fodbold med klubben HEI (Hjortshøj-Egå Idrætsforening). Som voksen blev uroen, der føltes som en tikkende bombe i maven, dulmet af stærke øl og overspisning. Kun i jobbet med de vilde ADHD-drenge følte hun sig helt på hjemmebane, sådan som hun også havde gjort det i fodboldmålet. Men i livet blev det andre ting, hun kom til at stå på mål for.

En julidag i 2011 sætter Lotte Kaspersen sig til rette i stolen hos sin psykiater i Bagsværd. At sætte sig til rette er måske så meget sagt, for Lotte har aldrig kunnet sidde ret op og ned på en stol ret længe ad gangen. Hun vipper rastløst frem og tilbage og kigger på psykiateren, der bladrer i sine papirer. Den kvindelige psykiater løfter blikket og kigger direkte på Lotte.

“Du har skrigende ADHD. På alle parametre,” siger hun. Lotte ved ikke, om hun skal le eller græde. Hun er overrasket, nærmest chokeret. På den anden side også forberedt. Ellers var hun vel ikke i gang med denne udredning? “Hvordan kan man over en lang årrække arbejde med børn og unge med ADHD og overse, at man selv har diagnosen?,” spørger Lotte forvirret.

“Det kaldes strategier for eget liv og kompensering,” siger psykiateren. På en måde er Lotte lettet. Er det bare det? Psykiateren i Bagsværd fortæller Lotte, at hun sjældent har mødt et menneske, der så tidligt i sit liv ubevist har lavet så mange strategier for at kompensere og derved fungere som andre mennesker.

Pludselig giver alting mening. Mens hun sidder i stolen og snakker med sin psykiater, kører hendes livshistorie som en indre film. Den ekstreme uro i kroppen som barn, ensomheden, angsten, de natlige mareridt om at drukne. Kontrollen, behovet for anerkendelse, retfærdighedsfølelsen, selvmedicineringen i form af alkohol, spiseforstyrrelse og elitesport, og hendes ubesværede tilgang til de vilde drenge med ADHD. Drenge, som alle andre frygtede.

Fra sin elskede mor i Risskov lærte hun om ydmyghed. “Der er en grund til, at Jeppe drikker,” sagde mor Eva. Den lærdom tog Lotte med ud på opholdsstederne og omformulerede den til: “Der er en grund til, at de unge smadrer vægge og døre og slår ud efter de voksne.” Lotte fornemmede hurtigt de unges smerte og ensomhed, for hun kendte følelsen fra sig selv. Hun blev deres anker og faste holdepunkt i en verden, hvor negativ voksenkontakt i de fleste tilfælde er bedre end ingen, og ubetinget kærlighed er en planet i en fjern galakse.

Jeg har kendt Lotte i mange år. Helt tilbage fra de glade fodbolddage i 1990’erne i HEI, hvor vi begge spillede på førsteholdet og drømte om, at der stod 10.000 og ikke 100 tilskuere på det stormomsuste Skæring Stadion. Ved afslutningsfesterne optrådte vi sammen på stueorgel og guitar, for Lotte er og bliver et festmenneske. I mange år havde vi ikke kontakt, men pludselig ville skæbnen, at vi skulle mødes i 2012.

Hun var flyttet til København og ville starte et bosted og skrive sin livshistorie. “Den vil jeg skrive,” sagde jeg til mig selv. Lotte er på mange måder et forbillede. Hun lever, som det altid har været meningen, at vi skal leve – ærligt, frygtløst og opfyldt af kærlighed. Livet handler om at give alt, hvad man har, til dem der står ens hjerte nært. Det har Lotte gennem glæde og smerte selv erfaret.


Bogen udkommer 23. oktober 2018 på forlaget Griffle.