Vi skal være synlige!

lkbh

“Vi skal være synlige. Vi skal ud og vise verden, hvem vi er. Vi skal være stolte af os selv,”

siger Lotte Kaspersen til de fremmødte beboere i opgangsfællesskabet LKbh i Søborg denne torsdag aften. Det er længe siden, hun har besøgt det bosted for psykisk sårbare, hun selv stiftede for to år siden. Sygdom og arbejdet med hendes selvbiografi har taget meget tid det sidste år. Nu er hun tilbage for at opfordre beboerne til at deltage i Copenhagen Pride.

Lotte har lejet en 9 meter lang lastbil med plads til 35 personer. Den skal den 30. august køre gennem de københavnske gader i forbindelse med den årlige festdag for bøsser og lesbiske. Det er så vidt vides første gang, at folk med diagnoser som ADHD, autisme og Aspergers står samlet på ladet af en festpyntet vogn.

“Priden handler ikke kun om homoseksualitet. Den handler om mangfoldighed, og at det er fedt at være anderledes. Vi kan lære så meget af hinanden. Jeg er kugleskør, og jeg er glad for, at alle ikke er som mig. Men der er plads til alle i verden,” siger Lotte.

“Kugleskør er ikke ordet,” lyder det grinende fra en ung fyr ved bordet.

En kvindelig beboer blander sig i debatten: ”Det lyder vildt skræmmende at stå og være stolt af at være MIG foran andre mennesker. Jeg kan godt forstå, hvis nogle synes, det er skræmmende,” siger hun.

Hun kender depressionen, smerten og ensomheden. Men glæden og stoltheden er langt sværere at håndtere.

“I skal elske jer selv. I må ikke føle, at I er dårligere end andre. I er ikke jeres diagnoser. Jeg er stolt af jer. Jeg er pisse stolt af jer,” siger Lotte.

Efter en times snak frem og tilbage ender det med, at samtlige ni beboere ved mødet er klar til at deltage.

Da jeg her til formiddag står nede i Fitness World i Hvidovre til en Stram op-time og løfter jern til tonerne af Gloria Gaynors ”I am What I am” glæder jeg mig helt vildt til selv at stå på ladet og vise, hvem jeg er. Det er ikke kun mennesker med diagnoser, der døjer med lavt selvværd og har svært ved at se, hvad de har at give verden. Mens jeg står der foran det store spejl med andre ”midaldrende damer” i farvestrålende outfits bliver jeg helt våd i øjenkrogen men føler samtidig enorm styrke over de ord, jeg har danset til utallige gange, og som vi helt sikkert vil genhøre ved Priden: Pludselig er de ord mere end ord.

Irene Stelling